Er man selv plantesamler, eller frydes man
blot over planterne i naturen og i botaniske
haver, melder sig før eller siden - i hvert fald
for de ikke velbevandrede i latin - spørgsmålet:
hvad betyder disse latinske eller latiniserede
navne?
For at hjælpe disse, hvortil jeg selv hører,
har jeg oversat og udvalgt et udsnit af de
plantenavne, der især har betydning for os
samlere og dyrkere af sukkulente planter.
Først lidt om navnenes oprindelse.
Fra gammel tid har vi mennesker haft navne
til de dyr og planter, der har omgivet os, og
da tidligere tiders naturforskere brugte latin
som internationalt videnskabeligt sprog, var
det rimeligt, at man brugte en navngivning
på dette sprog. Efterhånden som man fandt
flere og flere dyre- og plantearter, der skulle
navngives, kunne det knibe at holde rede på
navnene, og det blev nødvendigt at foretage
en vis katalogisering, hvis ikke samme navn
skulle gå igen til flere forskellige dyr eller
planter.
Derfor skrev den store naturforsker Carl von
Linne (1701-1778) et imponerende værk om
dyre- og planteriget med navn og beskrivelse
af alle kendte dyr og planter.
Dette værk forbedrede Linne år efter år, og
i 10. udgave havde han gennemført et system
med at give hver dyre- og planteart to navne,
først et slægtsnavn og derefter et artsnavn.
Slægtsnavnet kan hentyde til flere forskellige
ting. Det kan fortælle, hvem finderen er,
f. eks. Browningia, der hentyder til den ame-
rikanske botaniker H. W. Brown. Det kan
hentyde til findestedet, f. eks. Oroya, hvor
der hentydes til lokaliteten Oroya i Peru.
Ofte snakker man bagvendt, når man navn-
giver efter findestedet, f. eks. Lobivia, der
stammer fra Bolivia, Mila, der er fra Lima og
Denmoza fra Mendoza. Sådan en bogstav-
flytning kaldes et anagram. Endelig kan slægts-
navnet hentyde til en eller flere egenskaber hos
vedkommende plante, f. eks. Dolichothele: doli-
chos: lang, thele: brystvorte. Anacampseros:
anacamptein = bringe tilbage, eros =
kærlighed.
Artsbetegnelsen efter slægtsnavnet forekommer
noget enklere, da det almindeligvis hentyder
til en karakteristisk egenskab ved planten,
f. eks. multiflorum = med mange blomster,
elefantipes = lignende en elefantfod, norma-
lis = regelmæssig.
I artsbetegnelsen kan være indeholdt et per-
sonnavn, f. eks. Lithops denteri = efter bota-
nikeren Denter. I større botaniske værker fin-
der man altid finderen eller førstebeskriverens
navn efter plantenavnet, f. eks. Rebutia kup-
periana, Boedeker. Herved udelukkes al tvivl
dersom to forfattere skulle have beskrevet to
forskellige planter under samme navn.
Mange pudsigheder finder man, når man gran-
sker i de latinske plantenavne, jeg må have
lov at citere Biologiforbundets blad "Kaskelot"
for følgende, selv om det ligger uden for vores
felt.
Hansenula anomala (Em. Chr. Hansen) Su-
dow er en gærsvamp. Navnet betyder: "Lille
unormale Hansen... En af Danmarks berømte
sønner var gærforskeren Emil Chr. Hansen,
der fandt den første metode til rendyrkning
af gær. Han fandt en ukendt gærart, som han
kaldte: Saccharomyces anamalus (saccharo-
myces = sukkersvamp). Han mente nemlig,
at de lignede de andre Saccharomyces-arter så
meget, at den skulle høre hjemme i den slægt,
men på den anden side fandt han, at gær-
svampen var temmelig afvigende, så han kaldte
den anamalus = unormal. Mere indgående
undersøgelser viste dog, at den var så forskellig
fra de andre Saccharomyces-arter, at den skulle
have sin egen slægt, som Hansen kaldte Willia.
Nu hed gærsvampen altså: Willia anomala,
Hansen.
Senere opdagede de tyske forskere, brødrene
Sudow, at navnet Willia var optaget i for-
vejen af en frøplante, og så måtte svampen
atter døbes om. Den blev opkaldt efter Em.
Chr. Hansen og kom til at hedde Hansenula
anomala (Em. Chr. Hansen) Sudow.
Både den oprindelige beskrivers og omdøbe-
rens navn skal med. Hansenula = lille Hansen,
gærsvampen hedder altså nu: Lille unormale
Hansen.

Otto Forum Sørensen
“Sjællandskredsen”
Viemosebro 14, 2700 Brønshøj