Gasteria sp. ?

For nogle år siden fik jeg et par frøplanter af Gasteria obtusifolia af nu afdøde Jørgen Damgaard i Botanisk Have. Jørgen var  interesseret i slægten Gasteria og havde tidligere indsamlet plantemateriale sammen med Ernst Jaarsveld i Sydafrika. Således havde Jørgen også fået fat i nogle frø af Gasteria obtusifolia, som havde resulteret i en del frøplanter, hvoraf jeg var heldig at få to stykker. Begge planter har siden vokset upåklageligt, men ingen af dem har i årenes løb sat et eneste sideskud, som vi ellers kender det fra de øvrige Gasteria-arter. Begge planter har også blomstret flere gange, men selvfølgelig aldrig på det samme tidspunkt. Men i år var jeg heldig at begge planter blomstrede samtidigt for første gang! Jørgen Damgaard har for længe siden fortalt mig, at det kan være vanskeligt at producere frø på planter, som er genetisk tæt på hinanden. Selv søskende-planter, som mine,  kan være vanskelige at bestøve med succes.

I løbet af sommeren 2013 producerede begge planter en masse blomster og jeg var rigtig flittig med penslen, men resultatet blev blot til to modne frugter med spiredygtigt frø. Jeg har nu sået samtlige frø og 16 planter er spiret frem. Forhåbentlig vil også disse trives og vokse sig lige så pæne som forældreplanterne.

Jeg har en del Gasteria i min samling, men denne art er klart min favorit. Planten er stor og kompakt med kraftige blade, som det ses på billedet. Jeg har aldrig set den i andre samlinger, ikke engang i Botanisk Have i København, hvor den stammer fra, men jeg må formode, at også andre har fået planter af Jørgen Damgaard. Det er lidt interessant, at denne art ikke laver sideskud, hvilket gør den vanskeligere at formere end de øvrige Gasteria. Det er måske forklaringen på, at denne plante ikke ses så tit.

 

 gasteria

Ifølge bogen - "Gasteria of South Africa" af Ernst Jaarsveld så er Gasteria obtusifolia blot et synonym for Gasteria disticha. Den beskrives som en af de første planter, der kom til Europa og var allerede beskrevet før år 1700. Et væsentligt problem med Gasteria disticha er, at den beskrives som gruppedannende ved ofte at sætte sideskud fra basis, en egenskab jeg ikke kender fra mine planter. En anden mulighed er Gasteria brachyphylla som har mørkere blade, hvilket passer fint med mine planter. Den beskrives som meget variabel, men også her beskrives den som en gruppedannende plante, så det er heller ikke godt nok.

På Internettet bliver man nærmere vildledt end vejledt mht. Gasteria. her er mange forslag til navne og mange er forkerte.

Så - indtil videre tror jeg blot, at jeg vil kalde mine planter for Gasteria sp. Har du kommentarer og evt. navneforslag er du velkommen.

Finn Larsen

You have no rights to post comments

Yderligere information