Copiapoa er svære at slå ihjel og kan faktisk – afhængig af størrelsen - overleve både 10 og 20 år uden at få vand. Men det er jo ikke det vi forstår ved planter i kultur. Planter skal trives optimalt og gerne blomstre som en slags kvittering på god pasning. Mange Copiapoa udvikler i naturen et stort rodnet, som foruden pæleroden der holder planten fast til jorden også består af et stort netværk af sugerødder lige under jordoverfladen. Det er ret smart, idet jordoverfladen ofte bliver fugtig efter en dag med megen tåge. I kultur pakker vi alle rødderne ned i en urtepotte, så her bliver der ikke tale om at opsuge fugt fra jordoverfladen – planten er helt og holdent afhængig af vandet fra vandkanden. Jeg har ofte hørt skrøner om, hvorledes Copiapoa er i stand til at optage fugtighed gennem torne og epidermis. Selv forhærdede Copiapoa-dyrkere har igennem tiden antydet vigtigheden af at spraye sine planter med regnvand. Det er og bliver en skrøne eller vandrehistorie blandt samlere at Copiapoa kan optage den nødvendige mængde vand igennem overhuden – elefanter optager jo helle ikke den nødvendige væske gennem huden . Og sådan ser de faktisk ud derude i naturen – planteelefanter med tyk hud !
- Planteelefant med tyk hud - Copiapoa columna-alba
Copiapoa skal vandes ofte – måske oftere end andre kaktus med andre rodsystemer? Vandes planterne regelmæssigt vil de svulme op, vokse og selvfølgelig blomstre med de karakteristiske gule blomster. Man skal holde inde med vandingen i oktober måned, så al vækst standser og planterne bliver klar til den danske vinter. Copiapoa er ikke hårdføre planter hvilket betyder, at de ikke tåler frost. Den bedste vintertemperatur ligger på 8 – 10 grader, selvom lavere temperaturer tolereres. Fugtig luft kan ofte være et problem når vi overvintrer kaktus ved lave temperaturer, hvilket nogle gange kan gfive sorte eller røde svampepletter på de sarteste planter. Mine Copiapoa har aldrig fået disse pletter under ophold i fugtig og kold luft. Copiapoa er konstrueret til at opholde sig i fugtig og kølig luft. I naturen indhylles de dagligt i tågebanker og jeg kan fortælle, at det kan være en rigtig kold oplevelse at blive mødt af disse tågebanker fra Stillehavet.
Et andet stort spørgsmål, som også har været omgærdet med nogen mystik, har været dannelsen af den kalkhvide epidermis hos nogle af arterne – mest kendt er nok Copiapoa columna-alba. I kultur her i Danmark dannes kun en lille smule hvid epidermis under glas i vore drivhuse. I Chile dannes det hvide lag på planter i fuld sol, men også på planter som næsten vokser i total skygge. Hvorfor denne forskel i natur og kultur? Forklaringen ligger i det ultraviolette lys, som alle planter jo får masser af i den fri natur, men næsten intet af under almindeligt glas. Den eneste løsning er at udskifte sit drivhusglas med UV gennemtrængelige polycarbonat-plader eller gøre som jeg selv – hvilket er noget billigere – dyrke planterne udendørs i sommerperioden.
- Copiapoa på sommerophold i haven
- Copiapoa og Eriosyce i mit drivhus
- Copiapoa i mit drivhus
Kun et fåtal af de producerede frø spirer i naturen og endnu færre frøplanter overlever de første kritiske år. Hvor dråberne fra den daglig tåge samles og løber sammen i en sprække, giver det frøet mulighed for at spire og på sigt udvikle sig til en voksen plante. I naturen er det meget vanskeligt at få øje på de små frøplanter, idet de ligger beskyttet under overfladen og først stikker ”næsen” frem efter et par år i skjul. Fugtighed er vigtigt ved spiring og vækst ligesom hos vore andre kaktus, men til gengæld kan megen lys være farlig for de små planter .
- Frøplanter af Copiapoa columna-alba fra Pan de Azúcar
Frøplanterne er så sarte, at man som kaktusentusiast skal være forsigtig, når man går omkring planterne i naturen. Et heftigt fodtryk af størrelse 47 kan få fatale følger for eventuelle småplanter, som endnu er skjult under overfladen.
I kultur passes frøplanterne som man plejer alle andre kaktusfrøplanter – der er jo flere måder at gøre det på, og har man succes med sin egen metode, så er det, der tæller. Copiapoa vokser bedst, når dagene ikke er for lange dvs. gerne i foråret og igen i efteråret. Det meste af sommeren sker der ikke ret meget, hverken med de store planter eller med de små. Copiapoa begynder tidligt at vokse i drivhuset – allerede i februar/marts sker der noget og ligeledes igen i august/september, og gerne helt ind i oktober måned, hvor vi gerne ser at væksten bør standse.
- Frøplanter af Copiapoa cinerea fra Taltal i det nordlige Chile
Frøplanter vokser langsomt, men det er en skrøne at Copiapoa frøplanter vokser langsommere end andre. Men selvfølgelig – hvis man vander dem mindre vokser de sikkert også mindre
. Husk derfor at vande frøplanterne især om foråret og om efteråret. Hvis væksten er gået i stå, kan det også skyldes en ophobning af næringsstoffer i jorden, hvilket kan afhjælpes ved at sætte planterne udenfor i silende regn så jorden i potten/kassen bliver bliver vasket godt igennem. Jeg husker for flere år siden, da Peter Brandt byggede sit ”nye” drivhus. Alle planterne blev stillet ud under åben himmel den sommer. Jeg husker også, at det var en af de vådeste somre i flere år, men planterne var glade for opholdet i det fri, og struttede af saft og kraft da de igen blev stillet ind. Selvom frøplanter vokser og bliver store engang, er jeg en utålmodig sjæl, som godt kan lide at planterne vokser endnu hurtigere. Derfor poder jeg en hel del på Selenicereus sp. og får på den måde accelereret væksten op, så planterne på ét år vokser lige så meget som på f.eks.10 år! Det ser jo grimt ud med et ædelris på noget der minder om en flagstang, så derfor bliver podningerne podet om senere på et meget lavt underlag. Jeg anbefaler Echinopsis sp. eller Trichocereus pachanoi som noget af det bedste. Jeg hælder måske efterhånden mere til Echinopsis, idet dette underlag sætter mindre aflæggere, som nemt kan fjernes med en negl. Hvis man lige skærer de fleste areoler væk fra underlaget, synes jeg ikke mængden af aflæggere volder de store problemer.Trichocereus kan derimod nogle gange sætte nogle voldsomme sideskud, som har afsæt dybt ind i planten. At fjerne et sådant sideskud kræver et større operativt indgreb og kan næsten ødelægge det oprindelige underlag.
- Copiapoa podet på Selenicereus sp.
Så er der jo de medlemmer, som synes, at det er snyd eller uskønt med podede planter. Men jeg kan dog trøste disse medlemmer med, at de afskårne ædelris sagtens kan slå rødder som ganske almindelig stiklinger og udvikle rødder, som er helt naturlige. Det er ganske ligetil med Copiapoa – det er bare med at komme i gang!
Kommentarer
RSS feed for kommentarer til dette indlæg.